Skip Ribbon Commands
Skip to main content
 
”Pling! Ny sms : Husk at tjekke kødet”

Egenkontrol blev et af de mest omdiskuterede fødevare-emner sidste år. Mere end nogensinde skal der være styr på omgangen med fødevarer. Hos Danske Slagtermestre har 140 slagtermestre oprustet med noget nyt: En elektronisk egenkontrol-alarm. En mail eller sms fortæller slagterne, hvad de skal huske hvornår. Det giver sikkerhed og en god følelse i maven.
Af Pia Rosager 
Egenkontrol. Sig ordet, og selv den mest pertentlige virksomhedsejer kan få sved på panden. For der er mange ting, der skal være i orden, når myndighederne kommer forbi for at vurdere forretningens standard. En vurdering, der er afgørende for, om der kommer kunder i butikken.

Så hvad ville du sige til en egenkontrol-assistent, der hver eneste dag holdt øje med, om du og dine ansatte huskede alle de ting, der skal tjekkes, og som sørgede for at holde styr på alle jeres data? Hos Danske Slagtermestre har 140 medlemmer for nylig takket højt og tydeligt ja til dét tilbud.

 ”Fik vi nu husket at...?”
Assistenten er et nyt it-system. e-Smiley hedder det. Kort fortalt er det egenkontrol på computer. Via mail eller sms holder systemet de ansatte hos slagteren orienteret om præcis, hvad de skal huske omkring egenkontrollen.

”Det er sikkerhed, der er nøgleordet for os. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed,” siger slagtermestrenes fødevarekonsulent Michael D. Hansen med eftertryk.

”Med e-Smiley ved den enkelte slagtermester, at kontrollen bliver udført optimalt i forretningen. Risikoen for at glemme noget er minimeret. Det skaber tryghed hos vores medlemmer.”

Farvel til gamle mapper, goddag til overblik
Princippet i e-Smiley er, at det skal være nemt at udføre egenkontrol. Når systemets alarm har givet besked om, at en given ansat skal huske at tjekke fx temperaturen på et stykke kød, taster han eller hun resultatet direkte ind i systemet. Og når myndighederne kommer forbi, kan alle resultater  printes med et tryk på en tast.

Kan bruges af alle virksomheder
”Elektronisk egenkontrol er ikke helt nyt for os,” fortæller Michael D. Hansen. ”Vi har kørt med vores eget system et stykke tid. Men e-Smiley er langt mere fleksibelt og lettere at gå til. Det kan bruges i alle former for virksomheder inden for vores branche. Det er let at lære,” siger han, og fortæller, at 60 yderligere slagterivirksomheder står i kø for at få en e-Smiley efter sommerferien

Foruden Danske Slagtermestre tæller brugerne af e-Smiley flere hundrede danske virksomheder, herunder Rigshospitalet, Hilton, Søllerød Kro, aarstiderne.com og mange flere.

Fakta: 
Det elektroniske egenkontrolsystem e-Smiley er lavet af tre erfarne it-folk. Systemet fås i en startudgave, der er gratis, og i en større udgave. Læs mere på www.e-Smiley.dk