Er du berettiget til førtidspension?
Er du i en situation, hvor din arbejdsevne er varig nedsat i en sådan grad, at du ikke kan forsørge dig selv, kan du ansøge kommunen om førtidspension.
For at opnå førtidspension må du ikke kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet via revalidering eller andre støttemuligheder, for eksempel fleksjob. Din arbejdsevne må heller ikke kunne forbedres via behandling.
Kommunen vurderer din arbejdsevne med fokus på dine evner og muligheder. Udgangspunktet for kommunen vil være at sætte ind med en tidlig, aktiv og forebyggende indsats. Derved kan førtidspensionen eventuelt undgås, og du kan i stedet fastholde en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Har du spørgsmål om førtidspension, kan du få hjælp i din lokale afdeling eller hos din kommune/jobcentret.