Hvis du har optjent ret til feriedagpenge, kan du som a-kassemedlem få udbetalt feriedagpenge, når du holder ferie. Du skal dog opfylde betingelserne for udbetalingen af feriedagpenge.
Du kan læse om, hvordan du optjener ret til feriedagpenge, og betingelserne for at få udbetalt feriedagpenge neden for.
Sådan optjener du ret til feriedagpenge
Du optjener ret til dage med feriedagpenge i perioder, hvor du er medlem af en a-kasse, og hvor du bl.a.
- Har fået udbetalt ydelser fra din a-kasse
- Har fået sygedagpenge eller barselsdagpenge fra kommunen
- Har fået støtte efter lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU)
- Har været jobsøgende i et EØS-land og samtidig har modtaget dagpenge
Særordning for nyuddannede – dimittender
Hvis du er optaget som medlem af en a-kasse som nyuddannet, gælder der særlige feriedagpengeregler for dig. Har du spørgsmål hertil, kan du henvende dig til din lokale afdeling.
Meddelelse om feriedagpenge
Hvert år udsender Fødevareforbundet NNF en meddelelse om optjente feriedagpenge til de medlemmer, der har modtaget ydelser fra enten a-kassen eller kommunen i året inden ferieårets begyndelse.
Betingelser for ret til udbetaling af feriedagpenge
Før ferien skal du :
- Enten være lønmodtager eller ledig
- Stå til rådighed for arbejdsmarkedet
- Opholde dig i Danmark
Under ferien skal du:
- Være dagpengeberettiget medlem af en a-kasse
- Holde ferie
- Ikke have ret til feriepenge eller løn
- Have bopæl i Danmark
Hvor meget får jeg udbetalt i feriedagpenge?
Har du fået udbetalt dagpenge fra en a-kasse i optjeningsåret, får du udbetalt feriedagpenge med samme sats med evt. regulering, som i optjeningsåret.
Hvis du ikke har modtaget dagpenge fra en a-kasse i optjeningsåret, så bliver feriedagpengene udbetalt med mindstesatsen.
Feriedagpenge kan ikke overføres fra et ferieår til et andet.
Ansøgning om feriedagpenge
Når du vil søge om feriedagpenge, skal du udfylde en ansøgningsblanket. Blanketten kan du få ved at kontakte din lokale afdeling.
Hvis du har modtaget dine optjeningsmeddelelser fra en anden a-kasse end Fødevareforbundet NNFs a-kasse, skal du sende en kopi af meddelelserne sammen med den udfyldte ansøgningsblanket, til din lokale afdeling.
Husk at anmelde ferie
Du skal huske at melde ferie til Jobcentret senest 14 dage, før du holder ferie. Ellers kan det få konsekvenser for din ret til dagpenge.
Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger om feriedagpenge, er du velkommen til at kontakte din lokale afdeling.